Underslæb og bedrageri

Min storebror er en slyngel. Han har faktisk fået adskillige domme for underslæb og bedrageri. Han har siddet i fængsel i 6 måneder for nogle år siden. Alligevel, så lægger han ikke kriminaliteten fra sig. Er det noget, der sidder i hans gener? Er kriminel adfærd, noget, man lærer, eller er det noget medfødt? Måske kommer det helt an på, hvad kriminel adfærd er. Jeg skal ikke kunne sige det med sikkerhed. Men jeg er ret sikker på, at kriminel adfærd er noget, man lærer. Og jeg er også ret sikker på, at kriminel adfærd er noget, der bliver tvunget ned over en i begyndelsen. Jeg tror ikke på, at man er født med et kriminelt gen. Eller kromosom. Nej.

Hård lille nød

Tag nu min bror. Da vi var børn, var han en sød og kærlig storebror. Men da vores forældre blev dræbt i en ulykke, blev han ligesom forvandlet. Han blev hård og småkriminel. Det startede med nogle tyverier, som han kom godt fra. Han solgte nogle af tyvekosterne til en marskandiser, der aldrig spurgte om, hvor han havde fundet varerne henne. Han fik nogle penge, som han brugte på at købe venner med. På en eller anden underlig vis blev han uddannet som revisor. Han startede i et firma, men blev fyret, da de fandt ud af, at han faktisk snød sine kunder, så de betalte to gange for ydelsen, som de hyrede firmaet til at udføre for sig.

Lovede bod og bedring

Første gang de opdagede det, talte de med ham om det, og han lovede på tro og ære, at han ikke ville gøre det igen. Men det gjorde han jo. Det er nemt for ham at overtale mennesker til at gøre, som han anbefaler. Han har gode talegaver, og det kan være svært at forstå, hvordan det hele hænger sammen, når han taler om firmainterne processer. Nu er han så blevet anklaget for bedrageri igen. Han har brug for en god advokat. Og jeg har lovet ham at hjælpe ham med at finde en. Blod er jo tykkere end vand, siger man. Men ærlig talt, jeg skammer mig over min brors adfærd. Han har bedraget mange ældre mennesker. De er nemme ofre.

Advokat i strafferet

Ikke desto mindre, så sætter jeg mig i hovedet, at han skal have den bedste advokat, jeg kan finde. Så jeg søger lidt på nettet: ”Strafferet advokat” skriver jeg. Jeg finder et par firmaer frem og begynder at ringe til dem. Jeg forsøger at forklare dem, at min bror har gjort noget kriminelt, men det var ikke hans mening. Jeg ved ikke, hvorfor jeg forsøger at forklare dem det. Måske er det sådan et beskytterinstinkt, jeg har overfor ham. Jeg ved jo godt, at han har haft en meget svær ungdom. En af de advokater i strafferet, som jeg taler med, indvilger i at føre sagen for ham. Han vil køre op til ham i morgen og få en lang samtale med ham om sagen. Et eller andet sted håber jeg, at min bror ikke kommer i fængsel igen. Et andet sted håber jeg, at han får en hård straf. Det er virkeligt noget svineri at bedrage ældre mennesker.