Temperamentsfuld

Klokken er lidt i 8 om aftenen, og jeg træder ind i mit hjem. Det er vores bryllupsdag, og min kone har sagt, at hun vil lave en ekstra god middag til os. Vi vil ikke fejre dagen med venner og bekendte. Det er bare 3 år siden, vi blev viet. I Spanien. Min kone kommer derfra og har haft det svært med at vænne sig til den danske kultur Egentlig, ville jeg ikke giftes, bare leve sammen med hende, men hun insisterede på, at vi skulle giftes. Det har vist noget at gøre med, at hendes kultur stadigvæk ikke helt accepterer, at man bor sammen som et par uden at være gift. Så vi giftede os. Stort bryllup: hendes familie er stor fætre og kusiner i 3. led kom – plus alle onklerne og tanterne og selvfølgelig hendes søskende og deres familier. Jeg tror, der var mere end 300 mennesker til vielsen i kirken, og måske kom der 350 til festen bagefter. Og det var en fest. Hold da op.

Kæmpefester med fart

Her i Danmark er vi ikke så vant til den slags kæmpefester, så da min familie: Forældre og søster og hendes partner kom til brylluppet, fik jeg at vide, at min familie er meget lille. Nå, ja, nu kan jeg jo ikke bede mine fætre og kusiner om lige at flyve til Spanien for at deltage i mit bryllup. Det er ikke alle, der har en stor pengepung. Men faktisk så ser vi kun mine fætre og kusiner enkelte gange om året.
Men i aften er det vores aften. Jeg kan mærke duften fra køkkenet. Der er hvidvin i maden. Det er helt sikkert. Min viv elsker skaldyr så lur mig, om menuen ikke står på en udvidet paella med mange forskellige skaldyr. Det er vist det, hun sætter mest pris på i det danske køkken: Vi kan få alt, hvad vi vil have fra havet.

Dans med hovedtelefoner

Jeg kan høre, at hun rumsterer ude i køkkenet. Bordet bliver dækket. Hun lytter også til musik. Akustisk guitar. Spansk musik. Måske Andrés Segovia. Meget følsom og samtidigt fyrig musik. Typisk hende. Hun er selv meget følsom og meget temperamentsfuld. Og hun er så sjov, når hun tænder helt af med hovedtelefoner på!

Jeg fik en god prøve på hendes temperament, da hun kylede et glas sennep efter mig i et kærligt skænderi. Jeg går ud i køkkenet til hende. Hun er ved at brænde skallen på en creme brulé. Hun ved, at det er min favorit. Og hun er bare så god til at lave den.
Jeg siger hej. ”Hola” svarer hun. Koncentreret om sin creme brulé vender hun sig ikke om. Jeg giver hende et kys i nakken, lægger en gave til hende på køkkenbordet og ønsker os tillykke med bryllupsdagen.

Hun er færdig med at brænde. Vender sig om og ser på mig. Hun er glad, og tilfreds kan jeg se. Pakker gaven, jeg har lagt til hende ud, og bliver rørt over det lille halssmykke, jeg har købt til hende.
Vi nyder middagen, lytter til musikken og sludrer, om hvornår vi skal tage ned og besøge hendes familie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *